Dropfodsstimulator (FES) | Mona fandt ny frihed

I juni 2007 mærkede Mona Bünning Christiansen jorden brænde under sig. Ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt ulmende og i form af fysiske symptomer, som ikke umiddelbart kunne samles til et meningsfuldt sygdomsbillede. En hovedpine, der blev værre, et blodtryk, der faldt, en feber, der skiftevis steg og faldt og en svimmelhed, Mona stadig har svært ved at beskrive. 

I august to måneder senere blev hun indlagt, og det skulle blive oktober, inden Mona blev udskrevet i en kørestol. Kørestolen har Mona parkeret permanent, og takket være en ihærdig og vedvarende genoptræning er der kun ganske få spor tilbage af sygdommen.  

Monas lange indlæggelse skyldtes bl.a. at lægerne havde svært ved at stille en diagnose. På et tidspunkt isolerede de hende i en uge på Skejby Sygehus af frygt for eventuel smittefare. 

Til sidst kunne de dog pege synderen ud: Mona var blevet bidt af en virusinficeret skovflåt, og den havde overført en sjælden form for hjernebetændelse kaldet viral encephalitis. 

Viral encephalitis var altså årsagen til, at Mona pludselig ikke kunne noget som helst. 

Mona var i fuld vigør, indtil hun blev syg i sommeren 2007. Bare et år tidligere havde hun afsluttet sin uddannelse som skadestue-sygeplejerske, og siden havde hun arbejdet på en akutafdeling. På den måde var hun hjemmevant i sygehusvæsnet, men jo bestemt ikke som patient. Det var en svær omvæltning, og Mona husker især, hvordan hun opdagede alle fejlene og blev en minihjælper for de arbejdende sygeplejersker. Heldigvis udviklede hun et filter med tiden, og så gik det hele alligevel. 

Mona har altid været et fysisk aktivt menneske. Hun har fx spillet håndbold og er tidligere eliteatlet inden for længdespring. Behovet for at bevæge sig har været til stede fra barnsben, og det tjente Mona godt, da hun stod over for den store opgave, der ligger i genoptræning. 

Genoptræningen krævede halvandet års intensivt og målrettet arbejde efter indlæggelsen, og i realiteten er Mona stadig i genoptræning nu 14 år senere. Hun får regelmæssig fysioterapi, som har et klart genoptrænende formål, og når hun styrketræner, er det altid med henblik på forbedring og med et særligt fokus på at styrke sin svage højre side. 

For Mona er genoptræning en løbende proces og et arbejde hun aldrig bliver færdig med. Hun sætter små delmål for genoptræningen og hendes tid som længdespringer fornægter sig ikke, når hun nørder i teknik og sigter efter ny fysisk kunnen. Faktisk kan det være en balance for Mona ikke at overtræne, for der er grænser for, hvad hendes krop kan holde til.  

Monas mest begrænsende følgevirkning af virusinfektionen er en dropfod. At have en dropfod betyder, at du ikke er i stand til at løfte sin forfod opad, simpelthen fordi forbindelse mellem hoved og ben er beskadiget. I praksis betyder det, at du må løfte knæet unaturligt højt for at forhindre forfoden i at slæbe langs jorden. 

En dropfod kan af gode grunde ikke trænes væk, men heldigvis findes der hjælpemidler, som afhjælper problemet. I mange år brugte Mona en ankel-fod-ortose (AFO), som er en skinne, du spænder på underbenet og ned om foden, så foden bliver løftet under gang. Ankel-fod-ortoser findes i mange forskellige afskygninger, og Mona har været igennem en stor del af dem. 

Den hjælp, Mona fik fra AFO'en, betød, at hun efter sygemeldingen kunne passe sit arbejde som skadestue-sygeplejerske, hvilket hun gjorde i hele syv år. Endda på lige vilkår. Men AFO'en rakte ikke på løbeturene, for efter 2,5-3 km fik Mona smerter i hoften. De stive skinner om ankel og fod belastede hofteleddet uhensigtsmæssigt, og uanset hvad hun gjorde, løb hun panden mod den mur. Det kræver meget af venstre ben og hofte at kompensere for højre sides dropfod. 

Løsningen kom, da hun tilfældigt mødte bandagist, Majken Salling, på sygehuset. De har mødt hinanden før, da de har fælles venner, og Mona fortæller, at deres samarbejde alle dage har fungeret virkelig godt, fordi Majken forstod hendes mål og ønsket om at kunne mere.  

På et tidspunkt overbeviser Majken Mona om, at hun skal prøve en såkaldt dropfodsstimulator (også kaldet en FES). Dropfodsstimulatoren løser samme opgave som AFO'en, men ved hjælp af elektrisk stimulation. Den fungerer ved, at elektriske stimuli aktiverer de nerver, der får musklerne i underbenet til at løfte den slappe fod. Elektroderne er monteret i en manchet, du spænder om benet lige under knæet, og det er en stor fordel for så er ankelleddet frit – der er ingen skinne omkring foden til at hæmme anklens frie bevægelighed, og du kan endda gå barfodet. 

Når Mona skal beskrive, hvad dropfodsstimulatoren gør for hende, handler det meget om den feedback, hun får fra hjælpemidlet. Med en skinne fungerer det sådan, at du får feedback fra det sidste skridt du tog, og derfor er man ikke forberedt, når der sker noget uventet. Hvis ens hund fx trækker i snoren, så mangler man et skridt for at kunne reagere. Det er ikke tilfældet ved FES'en. Her er det kun det allerførste skridt, der er langsomt. Derefter har FES'en kadencen, og som bruger har Mona friheden til at bestemme i hvilken retning hun skal bevæge sig. 

En anden enorm fordel er, at en dropfodsstimulator kan indstilles efter behov. Mona kan skrue op og ned for styrken i sin FES, så hvis hun har brug for ekstra hjælp til fx at løbe eller at gå op ad bakke, er det bare at bede om mere kraft. Det er en god følelse – næsten lige så god som den boblende barnlige glæde ved at løbe barfodet på stranden sammen med sine børn. Eller euforien ved at shoppe sko og sandaler, som ikke længere skal kunne rumme en AFO.  

Selvom dropfodsstimulatoren har åbnet mange nye døre, drømmer Mona stadig om yderligere produktudvikling: en vandtæt version ville fx være god at have, for Mona er også svømmetræner. 

"Jeg var altid et skridt bagefter." – Mona Bünning Christiansen 

Når Mona beskriver sin situation før dropfodsstimulatoren med ordene "Jeg var altid et skridt bagefter", så mener hun det altså bogstaveligt. Det handler om feedback fra hjælpemidlet og i sidste ende om fysikkens love.  

Viral encephalitis vendte op og ned på Monas liv, det er der ingen tvivl om. På en måde rev infektionen flere år ud af kalenderen, og der vil altid være et 'før og efter'. Men i samtale med Mona mærker man alligevel tydeligt, at det er hende og ingen anden som sætter dagsordenen. Fx er Mona ikke længere skadestuesygeplejerske, for det blev for belastende i længden. Ikke desto mindre bruger hun stadig sit fag hver eneste dag, for hun har videreuddannet sig til kandidat i sygepleje og løser nu administrative opgaver på et socialpsykiatrisk bosted. 

Mona er også mor til tre drenge. En graviditet og et spædbarn tænker man umiddelbart er en stor mundfuld, men den første kom bare to år efter sygdommen, og Mona gik til opgaven med vanlig målrettethed. Sammen med sin fysioterapeut tilpassede hun sit genoptræningsprogram, så hun var bedst muligt rustet til fx at kunne håndtere trykknapper i babyens bodystockings og bære den lille på armen. 

Man får uvægerligt den tanke, at intet er umuligt, men blot et spørgsmål om forberedelse og vilje.